mandag den 28. maj 2012

San Francisco 1964


                                                        Slægtninge i Oakland 1964



Elmer og Inge kørte mig rundt i Oakland og se Jack London Square og andre lokale seværdigheder. Vi kørte over til Berkeley, hvor min amerikanske bror John arbejdede på et laboratorium. Han var der ikke, så jeg lagde besked. Om eftermiddagen ringede han og spurgte, om jeg ville med ud til en demonstration mod Goldwater. Det ville jeg da gerne, så han kom og hentede mig. Han havde fået rødt overskæg, det så lidt mærkeligt ud. Han sagde, at han regnede med at tage ned til Mississippi som Freedom Rider en af de nærmeste dage. Vi snakkede om præsidentvalget. John havde tænkt sig at stemme på Lyndon B. Johnson. Jeg så måske lidt tvivlende ud, for han forklarede det. – Valget står mellem en død kat og et dødt stinkdyr, sagde han. Jeg vil hellere have den døde kat i huset end stinkdyret.
              Vi kørte ud til Cow Palace, hvor konventet fandt sted. Der var ikke skygge af mulighed for at komme indenfor, men udefra kunne vi kigge ind i et hjørne af salen. CORE demonstrerede udenfor. Omkring fire hundrede mennesker vandrede rundt i ring med skilte. Jeg fik et, hvor der stod "Goldwater for President of South Africa". Jeg satte emblemer for CORE og atomkampagnen, CND, på brystet. De fleste demonstranter var hvide, men der var også nogle sorte imellem. Vi sang "We shall Overcome" og råbte i kor "Goldwater must go". Jeg bemærkede, at ikke kun pressefoto­grafer, men også uniformerede betjente ihærdigt stod og fotogra­ferede os. Jeg tænkte på, at næste gang, jeg søgte visum til USA, ville de måske hale en forstørrelse af billedet frem med mig siddende dér med stort skilt og råbende mund. Ind imellem holdt vi pause i en lille bar i nærheden, hvor vi spiste burgere, drak øl og fulgte med i konventet i fjernsynet. På et tidspunkt satte vi os alle sammen ned for at markere civil ulydighed. Der stod politifolk alle vegne omkring os, men de skred ikke ind. Demonstrationen var helt igennem fredelig og ikke-voldelig. Ved 22-tiden ville John hjem; det ærgrede mig lidt, for de skulle lige til at stemme inde i salen, men han var træt og frøs. Lige i det jeg kom ind i stuen hjemme hos Elmer og Inge, nåede Goldwater ved hjælp af South Carolinas stemmer op over det magiske tal 655, så sejren var hjemme. Derefter blev han erklæret enstemmigt valgt, selv om mange havde stemt på andre. Reglerne sagde, de kunne skifte mening med tilbagevirkende kraft, så det gjorde de. Fjernsynet gjorde en del ud af CORE's demonstration. Det var lykkedes nogle demonstranter at komme ind i konventsalen på falske adgangskort. De gik ned ad midtergangen og foldede et kæmpemæssigt CORE-banner ud og viftede med skilte, hvor der stod "Bad Platform". De blev lynhurtigt hevet væk fra fjernsynska­meraerne og ud. En enkelt havde sat sig foran talerstolen og måtte bæres ud af politiet. Da Goldwater var erklæret valgt, bar demon­stranterne udenfor en kæmpemæssig ligkiste med påskriften "Republican Party. Born 1856. Dead 1964" hen foran indgangen sammen med et flammende Ku Klux Klan-kors i papmaché. Det forlød, at de ville spærre parkeringspladserne og alle udgange, så de delegerede ikke kunne komme ud, men politiet ryddede hurtigt pladsen, uden at det kom til slagsmål eller arrestatio­ner.        

Journalisten ringede til mig næste formiddag og sagde, der lå et adgangskort til konventet til mig på Wisconsin-delegationens kontor på Hotel St. Francis downtown. Men det skulle hentes inden klokken 13, og klokken var næsten 12. Jeg nåede en ekspresbus over Bay Bridge ind til San Francisco og fik kortet hentet i tide. Så havde jeg god tid, til jeg skulle være ude i Cow Palace klokken 16. Jeg tog med den gamle kabelsporvogn op ad stejle gader til Chinatown, hvor jeg gik rundt. I en nordkinesisk restaurant fik jeg noget udmærket oksekød med ingefær. Jeg gik ned til havnen og var ved at fare vild i de mange gader, der snoede sig rundt, men omsider fandt jeg en bus, der kunne køre mig ud til 5th og Mission og en anden bus, der kørte gennem endeløse slumkvarterer med afskallede huse, drugstores og mexicanske restauranter ud til Cow Palace. Også i dag demonstrerede CORE udenfor. Det var en underlig fornemmelse at gå forbi demonstrationen med mit fine adgangskort og blive vist ind af smilende og nikkende republika­nere. Jeg havde fået en plads højt oppe i galleriet og bag talersto­len, så man kun kunne se talerne fra nakken, men jeg kunne gå rundt i salen og se dem på nærmere hold. William Miller blev nomineret til vicepræsidentkandidat og valgt enstemmigt. Hver gang hans navn blev nævnt under nomineringstalen, rakte alle de delegerede plakater med hans navn op eller viftede med flag, det amerikanske eller det texanske. De delegerede var for hovedpartens vedkommende mindre forrretningsdrivende, advokater og ejendomsnæglere. Mange var klædt ud i bolsjestriber og stjerner på blå bund, Californiens 86 delegerede var iført guldveste. Man kunne købe sodavand i gyldne dåser – ”Gold water. A pleasant drink for the Conservative taste”. Der var skilte med AuH2O og tonsvis af brochurer.
              Da Goldwater kom på talerstolen, regnede konfetti, guirlander og flere tusinde røde, hvide og blå balloner ned over salen. Hver gang en taler havde nævnt hans navn, skreg folk hysterisk, viftede med alt, hvad de havde at vifte med og  blæste i tudehorn, som var det nytårsaften. Jeg var omgivet af unge republikanere, der havde fået adgangskort som tak for ihærdig indsats. De var skræmmende med deres hæse håb og blinde begejstring. Det hele mindede mig om en mellemting mellem Nürnbergstævnerne og Ringley Bros. cirkus. "It can't happen here", sagde folk i Amerika altid om fascismen. Når man så sig rundt i Cow Palace, var man ikke så sikker. En Thyssen havde Goldwater også, jeg havde læst, at oliemillionæren Salvatori havde skudt en million dollars i hans kampagne.
              Efter Miller talte Nixon, der lød skuffet og bitter. Han sagde, at han havde stået på denne talerstol i forskellige egenskaber, som vicepræsidentkandidat og præsidentkandidat, så nu prøvede han en ny rolle som "one of the ranks". Derefter fulgte Goldwaters acceptance speech. Han lød lidt mumlende til at begynde med, men talte sig op efterhånden. Jeg havde fået nok, jeg havde ikke lyst til at vente og se, om han begyndte at skrige og fråde, så jeg gik udenfor og sluttede mig til CORE's demonstration. Vi gik rundt og råbte "Goldwater must go". Til sidst satte vi os alle sammen ned, sorte og hvide mellem hinanden, tog hinanden i hænderne og sang ganske stilfærdigt "We shall Overcome". Da vi havde sunget sangen, slap vi hinandens hænder og gjorde alle sammen V-tegnet. Vi skulle sejre, racismen skulle væk. Jeg fik tårer i øjnene. Dette var mit Amerika, det rigtige Amerika, der troede på demokrati og ligeret. Alt foregik stille og værdigt. Hvis nogen havde troet, CORE var ballademagere, måtte de tro om igen. Politiafspærringerne var helt overflødige. Og der var ikke nogen grund til, at uniformerede betjente gik rundt mellem os med små billige blitzkameraer og fotograferede os enkeltvis.
              Jeg var først tilbage i Oakland ved 21-tiden. Elmer og Inge var taget ned til deres sommerhus i Boulder Creek, så jeg var alene hjemme. Det havde jeg det helt fint med. Jeg havde fået en nøgle, og der var mad i køleskabet.

Astrid kom og hentede mig over til middag. Bagefter var vi ude for at besøge en fælles slægtning, min oldemors niece Inge­borg, der havde en bedemandsforretning. Hun var en lille, væver dame midt i halv­fjerdserne. Hendes mand var oprindelig mejerikon­su­lent, men han kunne ikke lide, at han altid skulle smage på varerne. Det måtte også være lidt trist at stå der med smør i munden dag ud og dag ind. Så oprettede de bedemandsforretningen i stedet i 1910. Dér slap han i hvert fald for at smage på varerne. Da han døde, kørte hun selv firmaet videre. Nu tog hendes ældste søn, Howard på 48, sig af det meste sammen med to brødre. Den sidste bror var pilot på rutefly på vestkysten. De sagde, at alle brødrene sørgede for, at folk kom i himlen, hver på sin måde.
              De havde to-tre begravelser om dagen. Når de kørte ud til kirkegår­den, plejede Howard og præsten at sidde og fortælle hinanden vittig­heder. 
              - Der er mange mennesker, der stirrer, når man siger, man er be­demand, sagde Howard. - Men det er da noget helt naturligt. Folk skal nu engang i jorden, når de dør.
              Ingeborg tog mig med rundt og se på forretningen. Der var to kapeller nede i stueetagen. Ovenpå var der en imponerende udstilling af kister til alle priser fra 300 til 2100 dollars. De dyreste var af massivt kobber, med hvidt eller lyserødt fór og puder, så liget kunne ligge blødt. Der var masser af blonder og flæser. Der var også en lille, trist fyrretræ­skiste til "special needs". Den var til folk, der var meget fattige. Der var ikke nogen bestemt pris for den kiste; folk skulle bare betale, hvad de havde.
              Alle blev balsameret, før de blev begravet. Mange steder var det ligefrem bestemt ved lov; man syntes vel, det var uhygiejnisk, at folk bare lå der og rådnede. Blodet blev pumpet ud, og så blev balsameringsvæske pumpet ind. Nogle gange skulle man lave udfyldninger, så for eksempel kinderne ikke virkede så samm­ensunkne. Ligene blev også sminket og klædt i deres fine tøj. I reglen lå de i åben kiste, når folk kom for at tage afsked med dem. I nogle tilfælde kunne det være vanskeligt, især hvis det var trafikulykker. Somme tider kunne man lægge dem på bestemte måder, så man ikke kunne se, hvad der var sket med dem. Det var ret sjældent, de blev nødt til at lukke kisten.

Jeg tog op til North Beach og gik rundt i tredive graders varme i de små gader, der gik op og ned ad bakke mellem hinanden. Jeg var inde i City Lights Bo­okstore. Jeg havde håbet, at Ferlinghetti måske sad inde i bag­lokalet, men det gjorde han ikke. De havde mange spændende ting, jeg købte en bog af William Burroughs og Brion Gysin med cut-ups, sammen­klippede tekster, og permutationer, og en af Kerouac, der beskrev sine drømme. Der hang sedler på væggene om begiven­heder forskellige steder. Der skulle være fund raising party næste dag til digtoplæs­ning i et kaffehus, der hed Coffee & Ideas. Det lød spændende. 
              Jeg var hjemme i Oakland til middag og kørte så med Bob og en af hans kammerater tilbage til North Beach, hvor vi spiste spaghetti med muslingesauce i Old Spaghetti Factory. Det lignede en stor lade med loftsbjælker skråt op og støv dansende i lysstriber­ne fra vinduerne. Gamle, gebrækkelige stole hang i snore ned fra loftet, udstoppede kronhjortehoveder hang på væggene sammen med gamle avisforsider. Der var også sat en ny plakat op, atombombeeksplosionens paddehat. Midt på paddehatten stod med rødt: "Go with Goldwater". Der var mange mennesker; de fleste så ud som ekspedienter og kontorpiger, der prøvede at lege weekend-beatniks. Fyrene havde jakke og slips og pigerne kjole. Vi fortsatte til The Committee, et spontant teater, hvor gruppen tog mod forslag fra tilskuerne og lavede sketches på stedet. Der var et symfoniorke­ster uden instrumenter. I stedet sad de alle sammen og sang og gurglede. I et andet nummer satte en speaker sig ved mikrofonen og sagde: - Radio WTXF. As you all know, World War III started today. The bombs are on their way for America, and in about fifteen minutes we will see the end of civilization as we know it. We return with more details after this word from our sponsor...
              Da vi gik tilbage til bilen ad Green og Grant Street, kom vi forbi en hel række obskure kaffehuse, men det så ud til, at der ikke sad andre end turister. Nogle få beatniklignende fyre stod ude på gaden, en af dem klimprede på en banjo. En pige med langt, løst hår sad for sig selv under en lygtepæl, ligeglad med alle andre, og læste i en paperback. Men i det store og hele var beatnikkerne vist uddøde eller flyttet til Venice.

Fjerne familiemedlemmer samledes hos Inge og Elmer for at hilse på mig. Ingeborg fra bedemandsforretningen kom, og også et ægtepar sidst i tresserne, der hed Carl og Lou. Carl var søn af en datter af min oldefars første ægteskab. Carl og Lou talte meget om deres tur til København i '56. Det huskede jeg udmærket, vi havde været i Rundetårn og Tivoli og den slags. De skulle ret tidligt hjem, så jeg kørte med dem ind til San Francisco og fandt op til Coffee & Ideas, hvor jeg skulle betale et bidrag på en dollar for at være med til festen. Coffee & Ideas viste sig at være et stort, tomt og støvet lokale, som en gruppe på en halv snes fyre havde store planer med. Der skulle være kombineret kaffehus, eksperimentalteater og digtoplæsning. De ville også arrangere udstillinger og vise film. I løbet af aftenen kom en tredive-fyrre stykker, de fleste var sorte fyre og hvide piger. Nogle begyndte at læse digte op, de var meget amatøragtige. Det kunne jeg gøre lige så godt, tænkte jeg. Jeg havde ikke taget noget nedskrevet med, men jeg improviserede mig frem med et mix af forskellige ting, jeg havde lavet før, især det, jeg kaldte Axolotl Blues. Det var et langt, lidt bluesagtigt og strømmen­de digt, der var tænkt til jazz & poetry, og skildrede livet efter krigen, hvor vi boede nede i beskyttelsesrummene og efterhånden blev gennemsigtige som hulepadder. Hvis man slugte en vitaminpil­le, kunne man følge den hele vejen rundt i tarmsystemet. Mit digt blev godt modtaget. En fyr, der hed Don og havde læst digte op før mig, sagde, at han kunne skaffe mig ind på Coffee & Confusion, et kaffehus på North Beach, der var berømt for sine digtoplæsninger. Nogle kom slæbende med en grammofon, og folk begyndte at danse. Jeg fik ikke danset med nogen. Jeg stod og snakkede længe med en pige, der var leder af en gruppe, der gik ind for fri abort. Det var rystende, hvad hun havde at fortælle om unge kvinder, der var døde af perforeret bughule, fordi en eller anden klodsmajor havde prøvet at pirke et foster ud med en strikkepind. Vi var rørende enige om, at det lå i selve tanken om menneskeret­tigheder, at enhver kvinde havde ret til sin egen krop. Andre skulle ikke tvinge hende til at gennemføre en graviditet, hun ikke ønskede.
              Don og jeg gik ned for at købe en flaske hvid portvin i en vinhandel. Det var det billigste, man kunne drikke. Det første sted ville han ikke sælge til mig, selv om jeg viste mit ID-kort.
              - I don't say that's no good, buddy, sagde han. - But I don't want to get into trouble, so go someplace else.
              Det gjorde jeg så. Næste sted skulle jeg ikke engang vise ID. Men da Don og jeg kom tilbage til Coffee & Ideas med vores portvin, var der lukket og slukket. Nogle var på vej ned ad trappen, de sagde, de alle sammen var gået over til DuBois Club, så det gjorde vi også. DuBois Club var især for unge sorte, den var tilknyttet det maoistiske Progressive Labor Party, deres brochurer lå fremme alle vegne. Folk dansede. Alle parrene bestod af en sort fyr og en hvid pige; det omvendte forekom ikke. Der var overhove­det ingen sorte piger, og ikke nogen ledige piger overhovedet, kun faste par. Det var der ikke så meget ved at stå og kigge på, så Don og jeg gik tilbage til Coffee & Ideas. Men der var lukket og slukket. Jeg havde ladet min skulderta­ske ligge oppe i lokalet. Der var ganske vist ikke noget særligt i den, men det var en taske, jeg skulle bruge, så vi måtte finde ud af at komme ind på en eller anden måde. Jeg gik med Don rundt om huset. Han prøvede at klatre op ad nogle lægter og stilladser til en faldefærdig gesims foran et vindue på anden sal, der stod åbent. Det så temmelig halsbrækkende ud. Der var et par inde bag ved vinduet. De fik øje på os og gik ned og lukkede op. De var ikke nogen af arrangørerne, de var simpelthen blevet glemt i en krog, da de andre gik, og havde benyttet sig af lejligheden til at være sammen et uforstyrret sted. Vi sad alle fire og drak min portvin og spiste crackers. Så gik parret ind i et andet lokale for at fortsætte, hvor de slap. Et andet par kom ind, en fed fyr og en høj, tynd pige med briller, begge sorte. Vi sad og snakkede sammen en times tid og kom til at tale om pot.
              - Hvad tror du egentlig, jeg har i piben her? sagde fyren.
              Jeg fik et sug. Det kunne godt lugte lidt af pot, men det smagte ikke af så meget. Det var sikkert blandet med tobak. Det havde ikke nogen virkning på mig overhovedet.
              Vi gik alle fire ved tretiden. Jeg gik ned til Bay Bridge Terminal. Jeg skulle med N-bussen for at komme hjem til Inge og Elmer, men der gik ikke nogen før halv ni om morgenen. Så tog jeg en bus til Oakland downtown. Det tog mig halvanden time at gå hjem derfra. Undervejs blev jeg stoppet af en politibil, jeg var den eneste fodgænger i miles omkreds. To betjente sad på forsædet. Den ene af dem kom ud og så på mig. Han spurgte hvor jeg skulle hen, og hvad jeg havde i tasken. Jeg havde en paperbackudgave af Fanny Hill, der lige havde fået lov til at udkomme to hundrede år efter, at den blev skrevet, og en lille pakke onion crackers. Han sagde, at jeg lugtede af alkohol, og jeg skulle vise mit ID for at bevise, at jeg var fyldt enogtyve. Han ville også have at vide, hvor jeg kom fra. Han kunne høre på min accent, at jeg var udlænding. Det var temmelig ydmygende at stå skoleret midt på gaden på den måde, men jeg var høflig og korrekt, og så fik jeg lov til at gå videre.
              Da jeg gik aftenen før, havde Elmer sagt, at jeg skulle komme hjem i ordentlig tid. - Ikke noget med at komme hjem klokken to, sagde han. - Det får vores børn heller ikke lov til, uanset hvor meget de er fyldt enogtyve.
              Jeg kom heller ikke hjem klokken to. Jeg kom hjem klokken seks.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar