lørdag den 26. maj 2012

Riverside High School, Milwaukee 1961




Jeg havde aftalt med Betty, at vi skulle gå på Unicorn sammen onsdag. Jeg tænkte på hende fra jeg stod op, til jeg gik i seng. De store mørke øjne, de lidt skæve øjenlåg, hendes smil. Da jeg ringede for at aftale nærmere og hun hørte, jeg ikke havde skaffet en bil, foreslog hun, vi udskød det til en anden dag. Jeg ringede i panik til John og Jimmy, men de skulle begge to læse lektier. John sagde, han havde fået en god idé til vores næste film. Den skulle foregå efter tredje verdenskrig. Det lød spændende, men lige nu kunne jeg ikke tænke på film. Jeg ringede igen til Betty og spurgte, om jeg ikke bare kunne komme ud og hente hende, så kunne vi tage bussen. Hun tøvede lidt, men så sagde hun OK. Betty boede på anden sal i et stort, gråt træhus i det område vest for floden, hvor der kun boede sorte. Lejligheden var temmelig lille, med religiøse farvetryk og et krucifiks på væggen. Betty havde også en halskæde med guldkors; hun havde fortalt, hun var katolik. Hendes lillebror tog min frakke, og jeg hilste på hendes mor. Både hendes bror og hendes mor var meget mørkere i huden end hende. Hendes mor insisterede på, at Betty skulle være hjemme igen halv ti, det var jo skoledag i morgen. Ingen af dem forrådte med en mine, at der skulle være noget usædvanligt ved, at Betty gik ud med en hvid dreng. På vejen ud præsenterede Betty mig for sin bedstefar, der boede i stueetagen og ejede hele huset. Han var tysker, født i Neckar, og vi snakkede sammen på tysk. - Gib ihr ein Kuss von mir, sagde han til mig, da vi gik. Vi gik ned til bussen og snakkede sammen undervejs. Det var så nemt at snakke med Betty, vi fandt straks frem til en munter og fortrolig tone, lo meget og havde så meget at fortælle hinanden. Betty fortalte, at hun var født på Jamaica, og at hun hadede vinterkulden heroppe. De skulle måske flytte til New York, det glædede hun sig til, for hun syntes, Milwaukee var lidt kedelig. Hun var i det hele taget ikke så begejstret for Amerika. Man hørte så meget om frihed, men den var kun illusorisk, sagde hun. Hun sagde, at hun frygtelig gerne ville rejse til udlandet, men hendes mor ville nok ikke give hende lov, for hvis hun først kom ud af landet her, var det ikke sikkert, hun nogensinde kom tilbage igen. Vi tog med bussen til hjørnet af Oakland og Locust og gik ned på purple i, hvor der ikke var ret mange mennesker. Men det var jo også lige meget, når bare vi var der. Hun sagde, at jeg talte med sådan en sjov accent, hun kunne godt lide det sådan. Hun var meget interesseret i at høre om min status som AFS'er og syntes, det var helt fint, jeg fik fjorten dollars i lommepenge om måneden. Hun havde siddet model nogle gange, og det fik hun syv dollars for i timen. Hun fortalte, at Rudy, ham der spillede congotrommer i purple i, var hendes fætter. Han havde taget hende med ud en masse steder og præsenteret hende for en masse mennesker. Hun fortalte mig nogle ting om vores skole, jeg ikke vidste. Hun elskede at gå i slacks, men det var forbudt på skolen, så hun blev nødt til at gå med nederdel. Blue jeans var helt forbudt ligesom nogle særlige frakker med mange lommer - de var bange for at man skulle have knive eller flasker i dem - og nogle bestemte slags spidse sko. Rektor var så hysterisk, at han troede mælkebarer var umoralske, fordi de hed noget med bar. Alt, hvad hun sagde, fik mig til at le. Hun havde sådan en sjov måde at sige selv de mest almindelige ting på. Jeg følte mig så let og glad, når jeg var sammen med hende. Vi flettede sind, endnu før vi havde så meget som flettet fingre. Jeg kunne drukne i de øjne, jeg længtes efter at holde om hende, jeg kunne mærke en sød pigeduft fra hende, jeg hang ved hendes læber, jeg ville tage hende med hjem til Danmark, vi kunne også slå os ned på Jamaica eller i Ubangi-Shari. Forelskel­sen sivede ud af alle porer. Hvis man lagde mig på gulvet og trådte på mig, ville man ikke høre andet end en lille svuppende lyd, så gennemvædet var jeg at lutter længsel.
              Vi tog bussen tilbage, men midt på Locust Avenue fik hun øje på en hvid fyr, hun kendte, og ville af. Jeg stod med af og tog afsked med hende, mens hun hilste på fyren med alle tegn på gensynsglæde. Jeg vidste da godt, hun havde mange boyfriends, eller at der i det mindste var mange der inviterede hende ud. Men hvad så? Jeg var da ligeglad med, om jeg var den første i hendes liv. Derimod ville jeg gerne være den sidste.

Da jeg mødte Betty på gangen henne i skolen næste dag, stoppede hun op, råbte på mig og viftede med armene. Det så ikke ud til, at hun havde noget mod, at folk så, vi kendte hinanden. Hvorfor skulle jeg så have det? Jeg var træt af hemmelighedskræmmeri. Hvis folk ikke kunne lide, jeg gik i byen med en negerpige, så var det værst for dem selv. Hvorfor skulle jeg bekymre mig om deres fordomme?
              Jeg snakkede med John om vores næste film, der skulle hedde Afterwards og være en farvefilm. Igen skulle kameraet være hovedpersonens øjne. Den eneste overlevende efter tredje verdens­krig kommer fra sin gård langt ude på landet ind til byen. Han går rundt i tomme gader og ser forladte biler og tomme butikker. Han hører gråd og går efter lyden ind i et hus og op ad trappen. Øverst oppe i huset ser han en gammel kvinde stå med ryggen til. Hun vender sig om, og hendes ansigt er frygteligt vansiret og stråleska­det. Hun synker sammen, og man skal have indtryk af, at han selv bliver stråleramt. Han går vaklende og svajende ned ad trappen og ud, hvor træerne begynder at danse i kreds rundt om ham, mens han falder om. Han dør, og alt tåger ud. Det var vigtigt, at vi fandt den rigtige underlægnings­musik, John mente, vi kunne bruge Sacre du printemps.

Betty ringede om eftermiddagen. Hendes mor havde givet hende husarrest, fordi hun var kommet for sent hjem i går. Den fyr, hun havde mødt, var en, hun virkelig godt kunne lide engang, og han var da stadig sød og rar, men heller ikke mere. Hun havde sagt ja til at lade ham køre sig hjem, men brød sig ikke for alvor om ham. Hvis nu hun var rigtig artig i aften og blev hjemme, kunne hun måske få lov til at gå ud med mig i morgen aften. Hun var inviteret af en anden, men hun ville hellere være sammen med mig. Hvis jeg da ville.
              Lige meget hvor mange hun ellers var sammen med, ville jeg være lykkelig for hvert sekund, hun kunne afse til mig. Hun skyldte mig jo ikke noget. Hun havde aldrig lovet mig noget, og vi havde ikke så meget som rørt ved hinanden. Tanken om, at det skulle ske, gjorde mig svag i kroppen. Skulle hun nogensinde strejfe min hud, ville der være en alvorlig risiko for selvantændelse, ligesom i gamle fernisklude.
              Vi snakkede videre sammen, jeg fortalte om vores filmpla­ner, som hun syntes lød spændende. Det var underligt, så nemt vi havde ved at snakke sammen. Det måtte være noget med tidlige­re reinkarnationer. Gud ved, hvad vi havde været i Atlantis.

Vi så Kennedys indsættelsestale i fjernsynet. Han talte med en lidt høj og flad stemme, som jeg ikke rigtig brød mig om. Jeg syntes næsten ikke, han sagde andet end almindeligheder. Der var noget med at man ikke skulle spørge, hvad ens land kunne gøre for en, men hvad man kunne gøre for sit land. Man skulle vel spørge om begge dele. Og når han stillede det op på den måde, var det så ikke en slags Gemeinnutz geht vor Eigennutz? Den havde vi unægtelig hørt før. Når først de begynder at tale om, hvad vi skal ofre for fædrelandet, så har de skumle planer. Ikke desto mindre syntes jeg nok, Amerika havde fået den bedste præsident, der var nogen realistisk mulighed for. Det var jo ham eller Nixon.


John, Larry og jeg gik i gang med at optage vores apokalyptiske film. Betty havde sagt, hun gerne ville være vores muse. Jeg havde prøvet at ringe til hende, men ingen svarede, så vi tog chancen og kørte ud til hende. Jeg bankede meget længe på døren til lejlig­heden, og hun svarede søvnigt. Derefter udspandt følgende samtale sig gennem den lukkede dør.
              - Hej. Kan du huske, du lovede, du ville være med, når vi optog vores film?
              - Ja, men jeg havde glemt det igen. Jeg kom ikke hjem før halv fem i morges. Hvad er klokken?
              - Halv elleve.
              - Ikke mere? Jeg er ikke klædt på endnu. Ellers ville jeg have ladet dig komme ind.
              - Kan du ikke skynde dig og komme ned? De venter i bilen dernede.
              - Kan du ikke i stedet for komme tilbage om en halv time og hente mig?
              - OK.

Ned til bilen, hvor vi fandt ud af, vi hellere måtte optage titlerne først. Jeg gik op igen og sagde til Betty, vi først kom om en time. Det var hun udmærket tilfreds med.
              Vi kørte over til John. Det første ark, hvor vi havde skrevet ordet Afterwards med bogstaver, der ligesom spidsede til og dryppede nedad, blev hængt op i to snore. Vi gennemvædede den underste halvdel af arket med tændvæske og satte ild til, mens jeg filmede. Hele titlen gik op i flammer.
              Næste titel var en cirkel med tallet 1961 i midten. Rundt om stod: Copyright Woodmansee-Petersen. Vi ville udnytte, at årstallet så ens ud, uanset om man vendte det den ene eller den anden vej. Vi anbragte cirklen på en gammel pladespiller, som vi ved hjælp af snoreværk fik til at dreje en omgang langsomt rundt og så snurre hurtigt.
             
Vi kørte tilbage til Betty. Klokken var næste tolv.
              - Hi. Are you ready? råbte jeg ind gennem døren.
              - Ikke endnu. Jeg faldt i søvn igen. Kan du lige vente ti minutter?
              Jeg stod og ventede ude på afsatsen og hørte hende rumstere indenfor. Jeg kunne se hende for mig, mens hun klædte sig på. Kun alt for tydeligt. Hendes mor kom op ad trappen med en pose varer. Hun stirrede på mig, og jeg sagde: - Jeg venter på Betty.
              Hun sagde ikke et ord til mig, men bankede på døren. - Betty. Luk op.
              - Du bliver nødt til at vente lidt. Jeg har ikke bluse på.
              - Jeg er ligeglad med, hvad du ikke har på. Luk så op.
              Betty lukkede op. Jeg prøvede på at lade være med at strække hals, man var vel gentleman. Men det havde jeg ikke behøvet at tænke på, Betty havde kantet sig om bag døren. Et par minutter efter kom hun ud med håret sat op i en fantastisk tiara. Hun havde fortalt mig, hvordan hun gjorde. Hun satte et paprør på hovedet og viklede håret rundt om det. Omtrent som når ham sukkerkogeren stod og spandt candyfloss inde i Tivoli. Det måtte være et enormt arbejde. Hun spurgte om jeg var gal på hende, fordi hun havde ladet mig vente. Stillet over for al den skønhed kunne jeg kun ryste stumt på hovedet. Ordene kunne ikke komme ud for alle de klumper, jeg fik i halsen, når jeg så hende.

Vi kørte op nordvest for byen, forbi Brown Deer, og ledte efter en passende bondegård. Da vi havde fundet en, vadede vi gennem snefyldt græs over markerne. Det var meget koldt, temperaturen havde været nede på nul Fahrenheit. Omkring minus tyve Celsius. Vi tog nogle meter film og gik tilbage til bilen. Betty var næsten stivfrossen, hun var meget kuldskær. Så skulle kameraet være mandens øjne, mens han kørte ind mod bilen. Jeg kravlede op på køleren og sad der og filmede, mens John sad og styrede. Det var endnu koldere, men spændende fordi det var så vanvittigt. Det var da noget, man kunne fortælle sine børnebørn: Så sad jeg der på køleren af en bil i fart i tyve graders frost og filmede. Betty havde siddet sammen med mig på bagsædet, men nu satte hun sig om på forsædet for at krybe helt ind til varmeblæseren. Vi kørte ind til Eastabrook park, hvor der var en bæk, der aldrig frøs helt til. Vi havde brug for en sekvens med en hat, der flød ned ad strøm­men. Vi havde hentet hatten samme morgen i Lakeshore kirken, hvor kvækerne samlede tøj til de fattige. Vi havde fået lov af Johns mor, der stod for indsamlingen, men hvis historien engang skulle genfortælles dramatisk, kunne man vel godt sige, at vi begik kirkerøveri for at skaffe de nødvendige rekvisitter. Inde ved bredden af bækken var der et tyndt lag is. Larry mavede sig ud over isen med hatten og en lang stok, så han kunne skubbe den helt ud i den smalle midterstrøm. Jeg stod inde på bredden imens og filmede. Vi kunne selvfølgelig ikke tænke på at få hatten igen, så den kunne gives til fattige hatteløse. Den var tabt for den store sag. Betty blev i bilen, mens vi filmede. Hun frøs som en lille hund. Jeg tænkte på, om negre kunne få gåsehud. Vi kørte over til John, hvor vi fik chili til frokost. Betty tøede langsomt op.

Så kørte vi over til mig. Der var ingen hjemme, hvilket passede mig udmærket. Jeg tog et par billeder af Betty, og så gik Larry i gang med at sminke hende. Når nu hun var her, kunne vi lige så godt bruge hende til filmens eneste rolle, som den gamle, hæslige kone, der synker sammen af strålesyge. Desværre var hun jo så fabelagtig smuk, at selv det tykkeste lag sminke havde svært ved at gøre hende gammel og vansiret. Mens Larry regerede med plakatfarve, vaseline og papirstrimler, kørte John og jeg ind til byen for at lede efter ruiner. Vi fandt et sted, hvor man havde saneret og hele grunden var overstrøet med murbrokker, og det filmede vi. Larry havde gjort et fint stykke arbejde, mens vi var væk. Betty var så godt som ukendelig, hvidpudret med mangefarvet papir klistret på ansigtet som sårskorper og et sort ar ned mellem øjnene. Vi gav hende et tæppe, hun skulle drapere om sig.
              Vi lod Betty stå i Marys værelse oppe på tredje sal og filmede trappen, som den så ud mens manden løb op. Da kameraet var kommet op til Betty, vendte hun sig glidende og dramatisk og sank ganske langsomt sammen på gulvet. Det gjorde hun aldeles storartet. Bagefter tog det hende det meste af en time at rense al sminken af igen.
              John kørte Betty hjem, mens jeg ryddede op.

Jeg var til gratiskoncert med let klassisk musik - Strauss og sådan noget - i Auditorium. Jeg var i fint humør, jeg havde løbet på skøjter nede på floden hele eftermiddagen, og efterhånden kunne jeg løbe hele banen rundt uden at falde. Gun var med til koncerten. Et par dage før havde hun ringet og sagt, hun ville tale med mig, men hun kunne ikke gøre det nu, fordi hun ikke var alene. Jeg tænkte straks, det nok havde noget med Betty at gøre. Nu var chancen der så. Hun begyndte med at sige, at jeg var det mest egoistiske menneske, hun kendte. Jeg gjorde præcis hvad jeg havde lyst til, tog ikke hensyn til andre, kom hjem langt ud på natten og opførte mig i det hele meget langt fra det almindeligt vedtagne. Hun sagde, at hendes AFS-søster Barbara havde fortalt hende, at der gik rygter om, at jeg var gået ud med en negerpige. Var det virkelig rigtigt? Det var det da, sagde jeg.
              Gun blev forfærdet og sagde, at det var én af de få ting, der kunne føre til øjeblikkelig hjemsendelse. Det måtte jeg øjeblikkelig holde op med. Hun spurgte, hvem det var, og da jeg sagde, det var Betty sagde hun, at hun var skuffet over min smag. Hun syntes, Betty så ud som en billig, lille dulle, alt for sminket.
              Hun sagde, at hvis der var tale om virkelig kærlighed, var der måske ikke så meget at sige til det, men hun var sikker på, at der ikke var tale om andet end en øjeblikkelig, seksuel tiltrækning. Hun sagde, at Walter, vores brasilianske AFS'er, var barnlig og overhovedet ikke havde nogen smag. Jeg havde smag, men den var depraveret. Havde det så endda været en kineser.
              Det var ikke fordi hun selv personlig ville have noget mod at gå ud med en neger, sagde hun, men det kunne man altså ikke i Amerika, og nu var det her, vi var, så det måtte vi rette os efter. Hvis jeg blev sendt hjem, fik jeg jo alligevel ikke noget ud af det.

Jeg blev nødt til at ofre Betty. Selv hvis det ikke kom så vidt, at jeg blev sendt hjem, ville alle de hvide piger boykotte mig, hvis det blev almindeligt kendt, jeg var sammen med en negerpige. Der ville blive iskoldt omkring mig. Jeg huskede, at mom engang havde sagt, at hun hellere ville dø end have, at en af hendes døtre skulle blive gift med en sort.
              Hun spurgte, om jeg havde været i seng med Betty, og jeg sagde, at det ikke kom hende ved, så det troede hun selvfølgelig, jeg havde. Og jeg, der ikke havde så meget som kysset hende. Gun insinuerede, at Betty nok tog betaling for sin gunst. Havde det været enhver anden pige end Gun, der havde sagt sådan, havde jeg troet, hun var jaloux, men der var jo ikke antydning af seksuel tiltrækning mellem os - vi kunne bare helt bogstaveligt snakke om alt mellem himmel og jord.
              Lidt efter sagde Gun, at hun var så ked af det på mine vegne, fordi jeg ikke troede på Gud. Det var så fattigt at være gudløs, der var ingen til at hjælpe en, når man var på vildspor.

Hele natten, vågen og i drømme, og hele næste morgen tænkte jeg på, hvad jeg skulle gøre. Der ville være mest holdning i at sige: Her står jeg. Så sandt hjælpe mig Gud, jeg kan ikke andet. Åbenlyst gå i byen med Betty, tage slagene i den rækkefølge, de faldt, tåle boykot og mulig hjemsendelse.
              Det ville være det modigste, men to argumenter talte imod. For det første vidste jeg ikke, hvor meget jeg betød for Betty. Hun kunne godt lide at gå ud med mig, men hun lagde ikke skjul på, at hun også gik ud med andre. Det var måske vel meget at ofre for en andel i en pige. Dels ville mit mod jo ikke hjælpe mig, hvis jeg blev sendt hjem eller i det mindste flyttet til en anden by. Det ville være romantisk, men også lidt dumt, og jeg havde altid forsøgt at være realistisk.
              Hvis jeg ikke kunne fortsætte, som om intet var sket, var der to muligheder tilbage. Vi kunne afbryde forbindelsen, eller vi kunne fortsætte med at ses i dybeste hemmelighed. Det sidste var farligt, for det kunne blive opdaget, og så ville reaktionerne blive endnu stærkere. Men Betty havde sagt, at hun havde fået at vide, hun måske skulle flytte til en anden skole. Det ville gøre det nemmere at mødes, uden at nogen opdagede det. Under alle omstændigheder kunne jeg altid håbe på, at vi kunne ses, når dette skoleår var forbi. Hun havde sagt, hun gerne ville væk fra Amerika. Måske kunne jeg lokke hende til København. 
              Jeg ringede til Betty og spurgte, om hun kunne komme ned på skøjtebanen, men det kunne hun ikke. Vi aftalte at mødes om aftenen i purple i. Derefter ringede jeg til Koon og inviterede hende i biografen tirsdag, jeg havde fået billetter til Spartacus. Jeg havde egentlig inviteret Betty, men det kunne jo ikke nytte noget nu.
             

              Jeg gik ned på the purple i om aftenen. John, Larry, Hank og Kendon kom, men Betty dukkede ikke op. Inden jeg gik derned, havde jeg igen talt meget længe i telefon med Gun. Hun sagde, at hvis jeg virkelig elskede Betty, kunne det måske motivere en principfast holdning, men personlig syntes hun ikke, det var det værd. Og jeg ville som sagt alligevel ikke få noget ud af den principfaste holdning, hvis jeg blev sendt hjem.
              Larry syntes, det var latterligt, hvis jeg skulle opgive Betty på grund af fordomme. Han troede ikke, Margit var blevet sendt hjem, fordi hun var gået ud med negre, men fordi hun rendte alle mulige andre steder hen. Ved nærmere eftertanke fandt han ud af, at det gjorde jeg jo egentlig også. Larry lo længe og larmende, da jeg sagde, jeg havde droppet min date med Betty tirsdag og inviteret en kineserpige i stedet for. Jeg kunne ikke se, det var noget at le af. Hvad så, hvis jeg havde en lidt eksotisk smag. Var der måske noget galt ved det?
              John mente, at det måske var den bedste løsning at opgive Betty, ikke fordi der i og for sig var noget i vejen med at gå ud med hende, men fordi man aldrig vidste, hvad det kunne ende med.

Næste dag ringede jeg til Betty og forklarede mit problem. Hun spurgte, om jeg da ikke havde været klar over, at der var racefor­domme i Amerika. Hun sagde, at det var et frygteligt land, især nede i sydstaterne. Hvis en neger dér tog en hvid pige ud, blev han lynchet. Hvis en neger tjente for mange penge, skete det tit, han blev myrdet. Hendes egen bedstemor var blevet slået ihjel, fordi hun var gift med en hvid, og de boede i et pænt hus. En masse negre hadede også de hvide. Selv kom hun fra en blandet familie, så hun havde det ikke sådan. Hun kendte en masse hvide drenge og var gået ud med dem. Nogle gange, når fodboldholdet skulle træne, sad de alle sammen hjemme hos hende. Det var lærerne utilfredse med, og det var også derfor, de ville tvinge hende til at skifte skole, så hun kom over et sted, hvor der ikke var hvide elever. Hun sagde at hun havde gået steady med en hvid dreng sidste år indtil oktober, da hans familie fandt ud af det. De var blevet rasende, og de var blevet nødt til at bryde. Senere, i december, havde de gået ud et par gange, men familien havde igen fundet ud af det. Det var ikke umuligt, de ville prøve engang igen senere, når det hele var faldet til ro. Hun sagde, at der ikke én eneste hvid dreng på skolen, hun ikke kunne få fat på, hvis hun ville. Det var derfor, pigerne hadede hende.
              Jeg tænkte på, at det godt kunne være, hun var det, man kaldte løs på tråden. Men for det første var det jo så vigtigt for alle herovre at være populære. Jo mere omsværmet en pige var, jo højere blev hun værdsat af andre, og jo bedre følte hun sig til mode. Allerbedst var det, hvis man blev inviteret af andre, der var meget populære, som for eksempel skolens sportsstjerner. Hele datings­ystemet var indrettet på den måde. For det andet sagde man jo, at sorte piger var tidligere udviklet end hvide; når en negerpige var tolv, kunne hun se ud som en hvid pige på fjorten-femten år. Betty fyldte seksten til maj. Hun kunne få selv den mest konservative amerikanske fyr til at glemme alle sine racefordomme, bare ved at blinke til ham. Hvilket selvfølgelig gjorde pigerne vanvittigt jaloux.
              Vi talte om at ses i New York eller København engang og måske også gå ud sammen her engang imellem, hvis vi kunne gøre det sådan, at ingen fik noget at vide om det.

Jeg løb på skøjter om eftermiddagen, var hjemme til varm kakao og gik i Fred Miller Theatre om aftenen og så Othello. Gun var der også. Efter stykket sagde jeg med et skævt smil til hende: - Heraf kan man altså se, at racemæssigt blandede forbindelser er af det onde.


En halv snes dage efter at Betty var begyndt på North, ringede jeg til hende for at invitere hende med ud på et nyt kaffehus, der hed The Gaol. Jeg troede ikke, nogen fra skolen kom der, så der kunne vi være i fred. Hendes bedstefar tog telefonen og sagde: - She don't live here no more.
              Jeg ville spørge, hvor hun så boede, men han smækkede røret på.
              Hvis ikke man kendte Betty, lød det underligt, at hun skulle være flyttet hjemmefra, hun var ikke mere end femten. Men jeg huskede, at hun havde fortalt, at hun var taget af sted ud i det blå i sommerferien. Hendes mor havde skrevet og tryglet hende om at komme hjem og også sendt penge til billetten, men Betty havde ikke lyst til at komme hjem, hun brugte pengene lige så hurtigt hun fik dem. Hun kom først tilbage dagen før skolen begyndte. Sandra henne på skolen stak af hjemmefra og dukkede op i Nebraska, sådan noget kunne Betty også finde på.
              Det kunne ikke være sandt, at jeg aldrig mere skulle se Betty. Uden at have så meget som kysset hende. Det kunne bare ikke være sandt.
              Jeg lavede mine trigonometriopgaver. Det gik helt godt. Jeg var begyndt at tænke matematisk. Mit følelsesliv var visnet, og det var lidt tidligt, når jeg ikke var fyldt atten endnu. Foran mig lå et liv med arbejde og forsagelse. Sådan måtte det være, vi drives frem under pligtens svøbe.

Dagen før min atten års fødselsdag var der telefon til mig.
              - Hallo, er Arne hjemme?
              - Ja, det er mig.
              - Det er Betty.
              - Nå. Hvad vil du?
              Jeg var lidt kort for hovedet. Det var så Betty Kartadiredja, hun havde vel glemt et eller andet på Lindas værelse. Når hun kunne være kølig over for mig, kunne jeg også være kølig over for hende.
              - Du lyder ikke særlig glad.
              - Hej, Betty. Er det Betty?
              Pludselig gik det op for mig. Det var ikke Betty. Det var Betty Betty. Den rigtige Betty. Betty jeg troede, jeg aldrig mere skulle høre fra.
              - Ja. Jeg fik dit brev for nylig. Hvornår skrev du det?
              - Det er mindst en måned siden.
              - Så længe siden. Jeg har været tre uger i Brooklyn. Jeg har skiftet mening. Jeg vil ikke bo i New York alligevel.
             
Hun ville gerne se den film, vi havde lavet med hende. Vi talte om at ses søndag. Jeg skulle prøve at skaffe en bil, måske ville John køre hende.
              - Så ringer du altså søndag formiddag, sagde hun til sidst.
              - Yep.
              - Vil du også ringe til mig inden da?
              - Would you like me to?
              - Yes.
              - OK. I will.
              - I have missed you, sagde hun.
              - Have you? And I you.

Vi sagde farvel. Der var en summetone i røret. Jeg lagde røret på. Der var stadig en summetone. Nu var den inde i hovedet på mig.
              Lidt efter gik det op for mig, at jeg ikke var nihilist længere. Jeg var glad. Så glad som jeg ikke havde været i mere end en måned.

AFS Milwaukee arrangerede et stort tredages-seminar for alle os udvekslingsstuderende i byen om det amerikanske negerproblem. Indlederen fastslog, at de amerikanske negre selvfølgelig først og fremmest var amerikanere og ikke nærede noget ønske om at flytte tilbage til Afrika, hvor deres forfædre kom fra. Faktisk vidste de ikke engang, hvilken stamme de tilhørte, eller hvilket land i Afrika deres forfædre kom fra, og der var i øvrig næsten ingen af dem, der var 100 procent sorte. Op gennem historien havde der været en vis raceblanding, så næsten alle havde også hvide forfædre.
              Det største aktuelle problem i Milwaukee var, at sorte ikke kunne bosætte sig, hvor de ville. Der var 63.000 negre i byen, og næsten alle sammen boede i en lille ghetto omkring floden. Kun omkring hundrede boede uden for ghettoen, og ingen neger kunne købe hus i en af de hvide forstæder som Whitefish Bay, uanset hvor mange penge, han havde, eller hvilken uddannelse, han havde fået. Skulle en prøve på det, ville folk i kvarteret rotte sig sammen og købe huset for næsen af ham for at holde ham ude. Man sagde, at huspriserne ville falde, hvis sorte flyttede ind, og man sagde også, at negrene var dårlige til at vedligeholde deres huse, selv om ingen af delene passede.
              Efter indledningen kunne vi stille spørgsmål. Hiroyuki fra Japan rakte hånden op.
              - Er de amerikanske negre så kristne eller hedninger? spurgte han.
              Mrs. Gordon fra Urban League talte om fordommene mod negre. Hun sagde, at hendes organisation også vendte sig mod Black Muslims og andre ekstremistiske grupper, der mente, at sorte var bedre end hvide. Hun blev spurgt om, hvad hun syntes om blandede ægteskaber og sagde, at det var et spørgsmål om de to passede til hinanden. Race havde ikke noget med sagen at gøre.
              Jeg spurgte om der fandtes fordomme mod hvide blandt negrene, og om lyshudede negre havde fordomme mod de mere mørkhudede, og begge dele svarede hun bekræftende på.
              - Men enhver må have lov til at have sine egne fordomme, sagde hun. - Det, vi i Urban League kæmper mod, er den lov­fæstede undertrykkelse. Enhver har sin fulde ret til ikke at kunne lide en medborger, men man har ikke ret til at berøve andre deres rettigheder som borgere i landet.
              Det var selvfølgelig rigtig nok, men jeg syntes nu også, man skulle prøve at gøre op med fordommene. Det værste ved raceha­det var, at det var smitsomt. Man greb sig selv i at føle sympati med eller modvilje mod et andet menneske på grund af noget så latterligt ligegyldigt som læderhudens pigmentering. Endnu mere tåbeligt var det måske at se sig selv i heroisk positur, bare fordi man var mod det rene idioti. Men selv om jeg kunne se vanviddet i fordommene, havde jeg selv en snert af dem, simpelthen fordi jeg aldrig havde kendt nogen fra andre racer tilstrækkelig godt. Jeg fik en følelse af fremmedhed, når jeg talte med dem. Hvis jeg lærte dem bedre at kende, ville jeg kunne se hver enkelt af dem som det menneske, han eller hun var. Så ville jeg lære, ikke bare at tænke men at føle, at jeg talte med en amerikaner. En amerikaner, hvis forfædre tilsyneladende kom fra Afrika, ligesom denne anden amerikaners forfædre kunne se ud til at være italienske eller russiske eller skandinaviske.
              Vi plejede altid at sige, at der ikke var racefordomme i Danmark. Men det var nok snarest fordi der ikke var så mange at have fordomme imod. Jeg kunne huske engang midt i halvtredserne, hvor min storesøster Bente skulle passe en lille mulatpige. Vi havde hende med ud på Bellevue, og folk stimlede sammen om hende. – Åh, hvor er hun nuttet, sagde de. De ville røre ved hende; de skulle åbenbart se, om hun smittede af. Folk stod i en stor klump og maste og trykkede sig ind mod os, med hænderne rakt frem og store gloøjne. Pigen blev rædselsslagen, hun peb og hvinede, og til sidst blev vi nødt til at gå hjem.
              Seminaret blev holdt i en negerkirke ude vestpå. Det var ikke så langt fra, hvor Betty boede. Tredje dag sluttede seminaret klokken fire om eftermiddagen, og jeg løb hele vejen hjem til Betty. Mens hun gjorde sig i stand, sad jeg og så fjernsyn. Jeg opfattede ikke, hvad det var, jeg så. Det var bare noget elektromagnetisk stråling. Det var to måneder siden, jeg havde set Betty, og hun var endnu smukkere end jeg huskede hende. Vi snakkede lidt om den varieté på skolen, jeg havde sendt hende billet til. Hun havde været der, men jeg havde ikke set hende - der var jo så mange. Jeg nævnte en sort pige, June Rainey, der havde sunget. Hun var meget smuk og havde en fantastisk stemme - lidt bluesagtig, lidt Marian Anderson. Hun blev altid brugt, når nationalsangen skulle synges til de store sportsbe­givenheder. Betty sagde det var hendes kusine.
              - Det er dog fantastisk, så kønne pigerne i din familie er, sagde jeg.
              - Ja det er de alle sammen, sagde hun med klædelig beskedenhed. - Med enkelte mislykkede undtagelser.
              Vi tog med bussen hjem til mig. Alle mennesker stirrede på os, selv om vi ikke holdt hinanden i hånden eller noget. Jeg havde set en artikel i et af bladene om Greenwich Village. Der stod, at nogle beatniks dannede par enten af en hvid og en sort eller af to homoseksuelle mænd. De to ting blev opfattet som lige perverteret. Da vi skulle skifte bus nede omkring skolen, måtte vi vente en evig tid på den næste. Mens vi stod der kom nogle fra skolen forbi, så man måtte nok regne med mere sladder. Men det var jeg ligeglad med. Måske var det bare noget, jeg forestillede mig, men jeg syntes jeg selv på afstand kunne mærke en strålevarme fra Betty. Tænk at synke om sammen med hende på en polynesisk strandbred, bare lægge sig i sandet og blive liggende tæt sammenfiltret, mens bølgerne skvulpe­de søstjerner ind over os og månen gled langsomt over himlen.
              Mom og dad var hjemme. Jeg sagde til dem, at jeg rent tilfældigt var rendt ind i Betty til det seminar om negerproblemet, jeg havde været til, og så havde jeg lovet at vise hende den film, hun spillede med i. Det sagde de ikke noget til, så vi gik op på mit værelse.
              Jeg viste filmen for hende to gange. Hun var meget begejstret, især for sin egen dødsscene. Så gav jeg hende de tre billeder, jeg havde taget af hende, og et af mig selv. Jeg skrev bag på det: "Til Betty, den smukkeste og sjoveste pige, jeg nogensinde har mødt." Hun så på billedet af præsident Roosevelt på væggen i mit værelse og spurgte om det var dad. Bagefter viste jeg hende kælderen, som hun også godt kunne lide.
              Hun skulle være hjemme inden spisetid, så jeg fulgte hende ned til busstoppestedet. Der var ingen mennesker på gaden. Jeg havde siddet og holdt om hende, mens vi så filmen, men nu kyssede jeg hende for første gang nogensinde. Det var ikke et af disse fjollede læbekys, men rigtigt, med små rullende tunger. Vi kyssede og kyssede; hun lukkede øjnene imens. Så slog hun dem op igen og så lige på mig, og så blev jeg jo nødt til at kysse hende en gang til. Vi blev ved, til vi så bussen komme. Det tog heldigvis lang tid.
              Jeg var mat og lykkelig bagefter og sad bare som en glad tosse på mit værelse og så ind i tapetet, mens jeg tænkte på hendes øjne. Det kunne godt være, hun ikke kunne genkende Roosevelt. Hun foretrak også rock'n'roll frem for jazz. Nogle gange sagde hun nobody, hvor hun skulle have sagt anybody. Hun var katolik og kunne ikke fatte, at nogen kunne undvære en Gud. Måske havde vi ikke så meget til fælles. Men hvis jeg kunne, ville jeg tage hende med hjem til Danmark. Det var uud­holdeligt at tænke på, at der skulle være ti tusinde kilometer mellem os om et par måneder.
              Det var ikke kun det, at hun var så smuk. Hun sagde også selv de mest almindelige ting på sådan en sjov måde, at jeg kom til at le hele tiden. Jeg følte mig så let og fri, når jeg var sammen med hende. Jeg syntes, hun gjorde mig til et bedre menneske, jeg blev mere venlig og overbærende af, at hun var der og havde lyst til at være sammen med mig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar