lørdag den 14. april 2012

Fest hos mig 1960

                                                         Ved kaffebordet, februar 1960



Vi har fået hår under armene. Vi har læst Camus. Nu er vi voksne. Vi sidder på klapstole rundt om de to borde i den lille stue på første sal. Når de voksne holder fest, har de først kaffebord. De drikker kaffe og spiser kager. Børn drikker sodavand og spiser is og hælder sodavand ud over isen. Vi drikker kaffe, fordi vi er voksne. Kaffekanden er den fine hvide porcelænskande med markblomster. Den kommer kun frem, hvis der er mere end fire gæster. Kopperne og kagetallerkenerne er samme stel som kanden, tynde og hvide. Hvis de går i stykker, bliver mor meget ked af det. De kan ikke erstattes. Far satte de to borde sammen, og mor lagde dugen over dem, så man tror, vi har ét stort bord. Dugen er den tykke med hulmønstre og syren­broderier, som mor havde med fra Sønderjylland, da hun kom til byen i 1934. På fadet (som selvfølgelig også er hvid porcelæn med mark­blomster) ligger den opskårne borgmesterstang. Man kan også spise roxykage eller roulade med hindbærfyld og strøsukker udenpå, når man er voksen. Og fordi det nu er en ungdomsfest, er der også et fad med rosinboller med smør, for unge mennesker er altid så forfærdelig sultne.
              Vi skulle først samles i stuen nedenunder og vente på efternølerne, før vi kunne sætte os til bords. Vi er fjorten i alt, syv af hvert køn. Det er sådan, det skal være. Man kan ikke sætte sig, hvor man vil. Der er syv bordkort. På hvert af dem er der et billede af en af drengene i de gammeldags dragter, vi havde på, da vi spillede Du skønne ungdom til skolekomedien for fjorten dage siden. Bordkortene lå i konvolutter i en glasskål (den krystalskål, mor og far fik i bryllupsgave for femogtyve år siden), og så trak pigerne hver en dreng, og ham skulle de sidde ved siden af. Det er sådan noget, der får pigerne til at fnise og tiske. Det bryder isen, som man siger.
              Vi er alle de syv drenge fra klassen, men kun fem af de tolv piger. Nogle af de syv piger, der ikke er med, har vi valgt fra; nogle har valgt sig selv fra. Vi er gået på strandhugst i parallelklassen og har suppleret med to piger derfra. Græsset er altid grønnere inde i C-klassen.
              Nu sidder vi så alle fjorten rundt om bordet og ved ikke rigtig, hvad vi skal sige til hinanden. Vi tager et stykke wiener­brød. Vi tænker på den danske stil, der skal skrives, det stykke af Gallerkrigene, vi skal have læst. Drengene tænker på piger og på, om der vil åbne sig muligheder. De tænker på, at slipset strammer om halsen. De tænker på deres bumser og hvor grimme de er. En af dem tænker pludselig på en sommer ved havet for fire år siden.

Der findes et punkt uden for verden, Hvis man anbringer sig der, kan man få overblik. Det er som optakten til en Hollywoodfilm. Vi er langt ude i rummet, galakserne kredser rundt. Vi zoomer ind og kommer udefra ind mod solsystemet, passerer Saturns ringe og Jupiters røde plet, på vej ind mod den tredje planet fra solen. Vi zoomer ind, nu er det som Google Earth, kloden flader ud, vi kommer ind i et lille grønt land, ned mod en by. Vi kommer ind til Danmark og videre til en københavnsk forstad.
              Men vi går ikke kun indad. Samtidig bevæger vi os vinkelret på verden, vi bevæger os tilbage gennem tiden.
              Alle tider findes altid. Vores små tredimensionale kroppe kan bare ikke opfatte andre tider end lige det punkt, vi står midt i. Vi er som øjet på en nål. Vi ser kun tiden som en tråd, der stadig spoles gennem os. Vi kan ikke se, hvor den begynder eller hvor den ender. Vi er som todimensionale fladorme, der ikke kan opfatte verden over og under sig selv, kun det, der er i samme flade niveau.
              Men kunne vi gå ud af tiden, ville vi fra et punkt i en anden dimension se tiden oppefra, se den brede sig ud som et uendeligt landskab.
              Et sted i det landskab ligger 1960 endnu. Jeg trækker viseren tilbage fra 2011, tilbage over årtusindeskiftet og videre til en februardag i 1960. Jeg zoomer ind på et rækkehus i Husum dengang. 
              Jeg har taget en væg af og ser ind i dette dukkehus, disse små figurer rundt om kaffebordet. Jeg er en af dem, der sidder der og flytter vægten fra den ene balde til den anden og prøver at finde på noget kvikt at sige. Men jeg er også krononauten, der sidder mere end et halvt århundrede senere og kigger ind. Jeg sidder som 68-årig og prøver at kigge ind i den dreng på seksten, jeg var engang.
              Hvis jeg nu og her kan anbringe hvert eneste molekyle på dets rette plads i denne ene stue, denne bestemte aften i februar 1960, så kan jeg forstå alt, hvad der skete. Hvorfor vi bevægede os fra Ota Solgryn og bondegårde, hvor bonden kløede soen bag ørerne og kaldte hende gamle tøs, til en helt anden verden.
              Jeg ser på mig selv. Dér sidder jeg i nylonskjorte med tynde, mørkeblå striber. Skjorten er dryptørret ude på rørene på toilettet, flippen er lidt stivet. Der er to små huller i flippen til en lille metalstang af noget, der ligner guld. Metalstangen er lukket med en lille kantet bolt i hver ende. Bukserne er af terylene med permanen­te pressefolder. Som noget nyt er der lynlås i gylpen. Jakken er koksgrå med små nistrede sølvtråde. Jeg har nylonsokker på fødderne. Jeg har netundertrøje. Skoene er sorte og spidssnudede, men jeg slider altid hælene skæve. Pigerne rundt om bordet er i kjoler af nylon og orlon, en stadig svag knitren af lange kulbrintekæder. De har brystholdere som panseret om et bæltedyr, de har hofteholdere og nylonstrømper, nogle af dem har underkjoler under skørtet. Deres fede læbestift er rosa eller næsten hvidlig. Nogle af dem har touperet og lakeret håret, så det står op som en bikube. De har klemt fødderne ned i små og spidse sko med halvhøje hæle. De samler på udstyr, de skal have 12 af hver, lige meget om det er dækkeservietter eller kagegafler, og de gemmer det hele i en brudekiste, der er smykket med malede rosenranker og et falsk årstal omkring 1830. Pigerne vil være tresprogede korrespondenter, drengene vil være gymnasielærere. Pigerne skal selvfølgelig også lære at lave krebinetter og prinsessebudding, så et halvt år på Mariaskolen er ikke at foragte. Når så de to lyshårede børn er kommet, er drømmen selvfølge­lig at gå hjemme i den lille bungalow i Herlev eller Hvidovre, de håber på, og gøre det rigtig hyggeligt for familieforsørgeren, når han kommer hjem, måske have lidt lækkert bagværk til kaffen, mens de sidder ved teaktræsbordet og ser TV i Tivoli.

Jeg ser på mig selv udefra. Næsen er vokset og blevet lang og skinnende. Brillerne er af plastic, men prøver på at se ud som om de er lavet af skildpadde. Jeg sveder under armene. Jeg er fuld af vage, romantiske drømme. Min elskede og mig, vi skal stå svajende i vinden som to birketræer, vi skal flette grene og kalde fuglene til. Samtidig syder jeg af ubrugt liderlighed. Men det er to helt for­skellige ting. Enten er jeg forelsket i en pige. Eller også kunne jeg tænke mig at hoppe på hende. Jeg er stum over for dem, jeg forelsker mig i. Jeg sidder som en våd hund og stirrer på dem i klassen. Jeg tænker på deres øjne. Jeg svælger og kan ikke få et ord frem. Så er der dem, jeg kan forestille mig uden tøj. Det er nogle helt andre piger, de erfarne. Dem kan jeg forestille mig i ritsjende, lyserødt nylonundertøj, underkjole, hofteholder, bh og det hele. Jeg kan forestille mig dem tage tøjet af, måske får de gåsehud, den blege hud der knoppes svagt. Og så... Så lukker jeg øjnene, det bliver for meget.
              Hvis bare jeg kan se det hele for mig igen. Så kan jeg forstå det.
              Tiden er gået, men når tiden går, går den ikke væk. Den ligger der endnu, indfoldet i mine hjernevindinger. Jeg prøver at se dem, disse gymnasieelever, der føler sig som herrer i åndernes rige og læser Galsworthy og Keats og Homer og Catul og Prévert i skolen (Rappelle-toi, Barbara) og Camus og HC Branner og Dürren­matt og Max Frisch i fritiden og diskuterer livets store spørgsmål til møder i Kristne Gymnasiaster eller Studentersamfundet. Jeg prøver på at se dem, men tiden slører og forvrænger dem. De flyder ud for mit blik på denne afstand, hvor jeg sidder i uld og bomuld ved en bærbar computer og ser ud over sensommerhaven og prøver at få øje på en dreng i nylon og terylene foran en tallerken med kagekrummer. Farverne er ikke helt de samme, der opstår rødforskydning og dopplereffekt. Tankerne bliver trukket af led, tvunget ned i et andet leje. Man kan aldrig være sikker på, at det bliver, som det var. Tiden ligger der endnu, men den er altid lidt uden for min rækkevidde. Hvor meget fladormen end spræller, kan den ikke rejse sig op fra den plade, den ligger på. Prøver jeg at plukke frugterne, svirper grenene længere op. Jeg kan se dem deroppe, men de er ikke helt, som de var. Jeg ser alting som i et spejl, i en gåde. Eller som det hedder i den engelske oversættelse: Through a mirror darkly.
              Hvad kan man egentlig huske? Man lukker øjnene og ser nogle tågebilleder. Der er enkelte detaljer, som man hæfter sig ved, men man ved ikke længere, om man husker dem, eller om man kun husker, at man tidligere har fortalt om dem. Ens egen historie bliver til en historie, man fortæller. Erindringen bliver fortællingen om sig selv.
              Man ser ned i et fad med en sjat lunkent vand i bunden. Det er det, der er tilbage. Så hælder man løgnespånerne i og pisker vandet op til erindringsskum. Skummet hæver sig, og bobler i alle regnbuens farver svæver op i luften. Men de er jo ikke andet end bobler, og de brister ved det mindste nåleprik.
              Det er naivt at tro, at man kan nå frem til et billede af det, der var. Madeleinekagen er ikke nogen almindelig kage, den er hallucinogen. Den er som den haschisch, Edmond Dantes giver Morrel i slutningen af Monte Cristo, så han synker hen i søde drømme om Valentine uden at ane, hun står lige foran ham.
              Traumschnörkel kalder Hesse de forsiringer, drømmene giver vores virkelighed. Vores hukommelse gror til med erindringssnørkler, vi forsirer det, vi husker.
              Hvorfor gør vi det? Hvorfor har vi dette stadig behov for at lyve verden mere sammenhængende end den er? Hvorfor kan vi ikke lade være med at fortælle historier? Hvor meget vi end prøver at få virkeligheden tilbage, insisterer den på at blive fortælling. Hvis vi nægter at fortælle, er der kun aktstykker tilbage – passets og vielsesattestens data, fotografierne, udgiftsbøgerne, kalenderbladene. Men passet er ikke rejsen, vielsesattesten er ikke ægteskabet. For at nå frem til en sandhed, bliver vi nødt til at lyve. Det er struktureringsbehovet dybt i os, der tvinger os til det. Der skal være begyndelse, midte og afslutning som i en Hitchcock-film. Der skal være sammenhæng og retning. Historien skal bide sig selv i halen som en ouroboros og omslutte sin egen mening, hvis vi skal fortælle andre det, vi ser i vores fortid. Et snefog af virkelighedsstumper preller af på tilhøreren, han kniber øjnene i som værn. Men nogle af de sæbebobler, vi pisker op af det grumsede vand, brister først inde i den andens sind.
              Det, der skete, bliver anderledes. Jeg bliver nødt til at lade være med at prøve på at skabe en nøjagtig kopi og i stedet bygge et nyt panorama op af de klodser, jeg kan finde. Jeg må flikke en ny fortid sammen af de forhåndeværende stumper, samle den så godt jeg kan.